Muræner og deres utrolige kæber

Muræners hoveder er for smalle til at sluge deres bytte. De har derfor sekundære kæber i deres svælg.
Muræner og deres utrolige kæber

Sidste ændring: 11 marts, 2021

Alle arterne i Muranidae familien er kendt som muræner. De deler alle udseendet som en ål, hvilket er en lang og cylinderformet krop. Der er på nuværende tidspunkt omkring 200 kendte arter fordelt ud på 16 slægter.

De største arter, der er exceptionelt store, kan nå fire meter i længden: Satura de Strophidon. Disse fisk lever i stenede sprækker og er kødædende. De er faktisk fejlfrie jægere, fordi de har en rigtig god lugtesans.

Disse smukke skabninger har ufortjent fået et ry for at være aggressive, fordi de åbner deres mund hyppigt og viser deres tænder. Dette sker dog, fordi de har brug for at få vand ind, eftersom deres gæller er ret små.

Hvor lever muræner?

Udbredelsen af denne fiskefamilie er meget forskelligartet. Muræner lever i dybder, der spænder fra overfladen til 100 meters dybde.

De er kendt for at bruge det meste af deres liv på at gemme sig i sprækkerne og små grotter. De fleste murænearter findes især i områder med koralreve i varmt vand. De lever dermed i tropiske, subtropiske og tempererede have.

Selvom det er muligt at finde mange arter af muræner i brakvand, trænger meget få arter fra havene ind på områder med ferskvand.

Det er værd at bemærke tilstedeværelsen af to arter som undtagelser: Gymnothorax polyuranodon og Echidna rhodochilus.

Stribet muræne

Hvordan genkender man muræner?

Som nævnt ovenstående er deres kroppe lange. De har derudover ingen finner i par og har en glat og tyk hud uden skæl. De har også en meget smal operculum, der som regel blot er et hul.

Brunlig eller sort lilla hudfarve er gængs, men tropiske arter har ofte lyse mønstre. Hos nogle arter gentager dette mønster sig indeni munden.

Disse fisk har en stærk, aflang krop, som er lidt fladt lateralt, især på dens underside. Det korte, store hoved skiller sig ud med en rund profil, som har mellem en og tre laterale porer.

Et slående karaktertræk i en forskelligartet gruppe af ål er deres store munde med adskillige lange og skarpe tænder.

Er de så voldsomme, som de ser ud?

Det er en populær overbevisning, at muræner er særligt aggressive fisk, primært på grund af deres udseende. I virkeligheden angriber de kun i selvforsvar, når de føler sig truet.

Muræner gemmer sig faktisk fra mennesker i sprækker og foretrækker at svømme væk frem for at angribe. Mange angreb kommer fra forstyrrelsen af deres hule, hvilket de reagerer meget kraftigt på.

Det er i sin ret at pointere, at angreb også opstår under aktiviteter, hvor turister fodrer muræner på dykkerture. Det er interessant at vide, at muræner har et dårligt syn og afhænger primært af deres lugtesans for at kunne spise, hvilket gør det svært at skelne mellem fingre og føde. Denne aktivitet blev forbudt på nogle steder såsom Great Barrier Reef.

Et ikke særlig kendt faktum er, at huden på denne fisk, som ikke har nogen skæl, ofte er offer for parasitter. Af den grund kan nogle muræner blive vant til tilstedeværelsen af dykkere og prøve at gnubbe deres kroppe mod dem og endda søge kærtegn.

Er muræner giftige?

Selvom det er gængs at jage muræner nogle steder for at spise dem, producerer nogle arter toksiner. Det toksin, de har, er ciguatera, som er resistent over for tilberedning.

Ciguatera kommer fra omdannelsen af et andet toksin, maitotoksin, der er produceret af dinoflagellater (Gambierdiscus toxicus), som er en del af zooplantkon. Når fisken har indtaget dinoflagellater, bliver det forløbende toksin omdannet, og det resulterende substans ophobes i de højere trofiske niveauer.

Ifølge eksperter kan denne mekanisme være en evolutionær reaktion på trusler fra potentielle rovdyr. Det er interessant at vide, at hos nogle arter udskiller det beskyttende slim på deres hud dette toksin.

De utrolige kæber i svælget på muræner

Hos disse fisk er pladsen i munden dyb og dækket med adskillige tænder. Foruden de normale tænder, som fisken har i kanten af kæben, har mange arter også de sekundære kæber i svælget.

Disse sekundære kæber har ingen knoglebase, og de sidder kun fast med muskuløse sener. Det er interessant at vide, at de ligner kæber og tænder i munden meget.

Når de fodres, skyder muræner disse kæber frem i munden, hvor de fanger byttet og tager det ned i halsen.

Muræner er det eneste kendte dyr, der bruger sekundære kæber til aktivt at fange og holde deres bytte på denne måde.

Kost

Muræner er kødædende og fungerer som opportunistiske rovdyr. De spiser primært små fisk, blæksprutter og krebsdyr. De har derudover få fjender, kun arter såsom barracudaer, havslanger og havabborer.

I koralreve kan abborer (Plectropomus pessuliferus) ses sammen med kæmpe muræner for at jage. Denne samarbejdende jagtstrategi giver muræner mulighed for at fjerne bytter fra mindre grupper, som ikke er tilgængelige for abborer.

Bevaringsstatus og økologisk rolle

Studier antyder, at muræner af slægten, Gymnothorax spp., kan fungere som naturlige rovdyr for invasive arter af dragefisk. Der er ingen kendte betydelige trusler, som påvirker Muranidae familien på et globalt plan.

Ændringen af deres levested i koralreve kan dog bidrage til en nedgang i bestanden af dem.

Muræner har skarpe tænder

I det henseende anses mange arter af muræner som ikke truede arter. På den anden side er produktion af gift ikke et generelt træk for alle arter, hvilket vil sige, at nogle jages til menneskeligt forbrug.

Deres kommercielle udnyttelse er dog lille. Der er derfor ingen specifikke tiltag for at bevare eller beskytte denne art.

It might interest you...
Ålens livscyklus, reproduktion og kønsbestemmelse
My AnimalsLæs den på My Animals
Ålens livscyklus, reproduktion og kønsbestemmelse

Ålens livscyklus, reproduktion og kønsbestemmelse er meget fascinerende. Ål er født og opvokset i saltvand, men lever deres voksne liv i ferskvand.



  • Smith, D. G. (2012). A checklist of the moray eels of the world (Teleostei: Anguilliformes: Muraenidae). Zootaxa, 3474(1), 1-64. https://www.mapress.com/j/zt/article/view/zootaxa.3474.1.1/23577
  • (2005). Familia Muraenidae – morenas. Revista de Biología Tropical, 53(Suppl. 2), 26-34. Retrieved July 18, 2020, from http://www.scielo.sa.cr/scielo.php?script=sci_arttext&pid=S0034-77442005000400011&lng=en&tlng=es
  • https://www.fishbase.se/summary/FamilySummary.php?ID=56
  • Ledreux, A., Brand, H., Chinain, M., Bottein, M. Y. D., & Ramsdell, J. S. (2014). Dynamics of ciguatoxins from Gambierdiscus polynesiensis in the benthic herbivore Mugil cephalus: Trophic transfer implications. Harmful Algae, 39, 165-174.
  • Murata, M.; Legrand, A.M.; Ishibashi, Y.; Yasumoto, T. (1990). Structures and configurations of ciguatoxin from the moray eel Gymnothorax javanicus and its likely precursor from the dinoflagellate Gambierdiscus toxicus. J. Am. Chem. Soc., 112, 4380–4386. https://pubs.acs.org/doi/pdf/10.1021/ja00167a040#
  • Bos A.R., Sanad A.M., Elsayed K. (2017). Gymnothorax spp. (Muraenidae) as natural predators of the lionfish Pterois miles in its native biogeographical range. Environmental Biology of Fishes. 100 (6): 745–748. doi:10.1007/s10641-017-0600-7