Pandamyren: Krigermyren blev en hveps

Pandamyren er en formidabel modstander, som er bevæbnet med kraftfulde kæber og en imponerende rustning. Den har også et frygtfuldt bid og en god dosis smidighed og aggressivitet.
Pandamyren: Krigermyren blev en hveps

Sidste ændring: 04 marts, 2021

Pandamyren (Euspinolia militaris) eller fløjlsmyren er et insektMultillidae familien. På trods af at den ligner en myre, er det faktisk en parasit-hveps.

Multillidae familien består af mere end 4.200 arter og er kendetegnet ved en betydelig seksuel dimorfisme. I denne familie har kun hannerne tendens til at have vinger.

Selvom arten blev opdaget for omkring 80 år siden i Chile, er der relativt få studier omkring dem. Den er kendt for at leve i omkring to år og foretrækker at kolonisere i tørre og sandede områder. Eksemplarerne af pandamyren har derfor været observeret i Chile, Argentina, dele af Mexico og den sydvestlige del af USA.

Klædt på til at invadere: Tilpasninger til at være en kriger

Pandamyren har adskillige tilpasninger, som giver den mulighed for at udforske andre aggressive insekter og gøre dem til deres vært. For det første er dens kraftige eksoskelet den første beskyttelse under invasionen af værters reder bestående af bidende insekter.

Derudover sikrer naturen, at kun den stærkeste reproducerer, eftersom parring bliver udført under flyvninger, og kun de største hanner bliver udvalgt.

På den anden side giver fraværet af vinger hos hunnerne dem mulighed for at udforske det fremtidige hjem for deres æg på land. Den langvarige søgen eksponerer hunnen, men hun er klar.

For at fuldføre missionen bruger pandamyren sine bemærkelsesværdige forsvarsmekanismer, som inkluderer et kraftfuldt stik, advarselsskrig, afskrækkende pigmentering, et spor af kemikalier og en række undvigende taktikker. Vi vil fortælle dig om dem nedenstående.

Pandamyren på sand

Det umiskendelige udseende hos pandamyren

Det mest iøjnefaldende karaktertræk hos pandamyren er dens pigmentering, som ligner en panda. Dette insekt er hvidt på hovedet undtagen omkring øjnene og med sorte og hvide pletter på kroppen.

Denne slående pigmentering tjener til at advare rovdyr om deres smertefulde og kraftfulde stik.

Hos begge køn er antennerne og benene dækket af korte, sorte pigge. Denne art har dog en tydelig seksuel dimorfisme. Dens størrelse når som regel omkring 0,8 cm, hvor hanner er betydeligt større end hunnerne. Derudover har kun hannerne vinger, som er smalle og gennemsigtige.

På den anden side ligner voksne hunner, som er landdyr, myrer med hensyn til fysik og adfærd. De er derudover udstyret med en brod og giftkirtler, som giver dem et kraftfuldt stik.

Pandamyrens frygtede berømmelse

Hos disse arter bruger ikke-flyvende hunner deres stik beriget med stærk gift til at skræmme fjender væk. Dets stik er en tilpasning, som giver dem mulighed for at konfrontere aggressive arter, når de invaderer deres reder.

Nogle gange stikker de mennesker og store græssende dyr. Eksperter kender dem faktisk under det gængse navn kvægdræbere på grund af deres smertefulde, men ikke dødelige stik.

Pandamyren er en parasit

For at gennemgå dette punkt er det godt at kende pandamyrens livscyklus. Under flyvninger identificerer hanner hunnerne og løfter dem op i luften for at mage.

Efter parringen lægger hunnen sine æg i hver puppe i andre insekters reder såsom bier og hvepse. Når de udkækkes, får larven næring fra værten. Hver hun kan lægge op til 2000 æg i løbet af sin livscyklus på to år.

Denne art producerer derfor, ligesom mange andre parasitter, en larve, som får næring fra værtens larve. Denne dynamik viser en vedvarende og kompliceret kamp mellem producenter af ressourcer og udnyttere, som afhænger af den samme ressource for at kunne overleve.

Pandamyrens kost

Voksne pandamyrer er enspændere, hvilket betyder, at de ikke danner kolonier af nogen art. De spiser primært nektar, men hunnerne drager nogle gange nytte af myrer, larver eller pupper.

Stridulation: Lyden af pine

Generelt er denne art af insekter stille. Når de forstyrres, udsender de dog en særlig, vibrerende, høj og kvidrende lyd, som er kendt som stridulation. Denne adfærd, som en række leddyr har, er resultatet af at gnubbe to stive dele af kroppen mod hinanden. Begge køn stridulerer.

Der bør blive bemærket, at den økologiske funktion af stridulation hos disse insekter er uklar. Der er dog blevet antydet, at disse lyde kan fungere som advarsler for at forsvare sig selv og/eller som signaler til parring.

I det henseende viste en videnskabelig rapport fra 2019, at stridulation hos denne art er anderledes end den hos andre slægter af den samme familie. De udsender lyde inklusiv højfrekvente spektrale komponenter i ultralydsområdet. Man kender ikke helt gavnen af disse signaler.

En mørk fårekylling

En teori dukker op om pandamyren

Ifølge eksperters meninger kan disse lyde være advarselstegn for deres naturlige rovdyr. Fremtidige studier vil uden tvivl håndtere effekten af pandamyrens stridulation i forhold til forsvar mod krybdyr og gnavere. Hvis det er sandt, ville det give værdifulde informationer om dets potentielle rolle i kommunikation mellem arter.

På den ene side er fløjlsmyrer fascinerende på grund af deres klare farver, seksuelle dimorfisme, lange levetid og ofte deres hektiske aktivitetsniveau. På den anden side forårsager de frustration, fordi den evolutionære betydning af disse karaktertræk er svær at bevise.

Det kan interessere dig ...
Lær alt om den asiatiske hveps
My AnimalsLæs den på My Animals
Lær alt om den asiatiske hveps

Den asiatiske hveps (Vespa velutina) er som navnet antyder en art af hvepse, som man kan finde i Sydøstasien. Men ellers kender man den som en inva...



  • Torrico-Bazoberry, D., & Muñoz, M. I. (2019). High-frequency components in the distress stridulation of Chilean endemic velvet ants (Hymenoptera: Mutillidae). Revista Chilena de Entomología, 45(1). https://www.biotaxa.org/rce/article/download/45599/39336
  • Deyrup, M. (1988). Review of adaptations of velvet ants (Hymenoptera: Mutillidae). The Great Lakes Entomologist, 21(1), 1.
  • R Luz, D., Waldren, G. C., & Melo, G. A. (2016). Bees as hosts of mutillid wasps in the Neotropical region (Hymenoptera, Apidae, Mutillidae). Revista Brasileira de Entomologia, 60(4), 302-307.
  • Brothers, D.J. (2006) Familia Mutillidae. Introducción a los Hymenoptera de la Región Neotropical. (ed. Fernández, F. and Sharkey, M.J.), pp. 577-594. Sociedad Colombiana de Entomología and Universidad Nacional de Colombia, Colombia.