Hvorfor er det, at nogle dyremødre spiser deres afkom?

At tænke på at spise vores afkom er noget, vi slet ikke kan forestille os, men ikke alle dyr kan klare de tab, forældreskab medfører, på bestemte tidspunkter.

Det er uforståeligt for os mennesker, at nogle dyremødre spiser deres afkom. Vi har kannibalisme skrevet som et tabu i vores gener, og en af de værste kriminelle handlinger, vi kan komme i tanke om i dagens samfund, er spædbarnsmord.

Men hvilke tilpasningsrelaterede formål har denne adfærd i naturen? Det mest logiske for mennesker ville være at tænke på fortsættelsen af gener.  Hvis der ikke er nogen afkom, uddør arterne. Idéen med at spise sine egne afkom synes derfor som en selvdestruktiv handling for os. Men ikke alle arter er af denne opfattelse.

Den evolutionære effektivitet af kannibalisme

Det synes logisk at tænke, at den bedste måde at fortsætte arterne på er ved at få så mange unger som muligt. Denne reflektion opstår dog i den mentale kontekst med at have tilstrækkelige ressourcer til at holde dem i live samt et sikkert tilflugtssted og en partner, der kan hjælpe med opvæksten. I tilfælde af dyr er det ikke altid tilfældet.

Selvom mennesker får et afkom af gangen – nogle gange flere, men aldrig voldsomt store mængder – kan andre dyr få kuld med mere end ti afkom. De skal derudover forsvare sig selv mod rovdyr i naturen, og nogle gange er mulighederne for at reproducere begrænset, og tiden er knap.

Når dette opstår, og alle afkommene overlever mod alle forventninger, kan det føre til forælderens død, og som følge af det også afkommenes. Ofte er det bedste for artens overlevelse af reducere eller efterlade kuldet. Det sikrer, at forælderen kan få flere afkom i fremtiden.

Hvorfor er det, at nogle dyremødre spiser deres afkom?

Vi har set, at for nogle arter er det kompliceret at holde deres afkom i live. Det er blevet studeret i lang tid på grund af den overraskelse, det vækker. Som et eksempel på dette fascinerende fænomen vil vi her vise tre primære teorier, som forklarer, hvorfor nogle dyremødre spiser deres afkom. Vi inkluderer også nogle interessante tilfælde.

1. Hamstre og kontrol af kuld

Historien om, at hamstermødre og andre gnavere spiser deres egne afkom, er ret populær. Det kan lyde destruktivt, men lad os se på det på denne måde: Hunhamstre kan få kuld med op til ti unger.

Ressourcerne, der er brug for hos moderen, for at kunne forsørge ti afkom – energi, mælkeproduktion, fodring og mange andre – kan hæmme dens overlevelsesevne eller kuldets. Det gavner ikke nogen af parterne, der er involveret.

Som en del af eksperimenter udført i fangenskab er det faktisk blevet bemærket, at adfærden hos hamstermødre ændrede sig, da antallet af unger blev kunstigt tilpasset. Hvis afkommene blev fjernet, blev forælderens kannibalisme reduceret. Hvis der blev tilføjet flere afkom til kuldet, begyndte disse dyremødre at spise deres afkom.

Forklaringen, som videnskabsfolk gav på denne type adfærd, er, at moderen løser to problemer på samme tid. For det første får hun næringsstoffer og energi ved hjælp af kannibalisme. For det andet blev kuldet reduceret, hvilket øger sandsynligheden for, at de resterende afkom ville overleve.

2. Afkommene som en akut ressource

Ofte, når vi ser på grunde til, at dyremødre spiser deres afkom, finder vi bestemte fremskrivninger i fremtiden. Når der er en rede, som ikke kan forlades, og et rovdyr angriber, er den mest tilpasningsdygtige løsning ofte at forlade reden og vente på en mulighed for at få endnu et kuld i fremtiden.

Et godt eksempel på dette er et firben (Lacerta mabouya), der lever på Antillerne. Når et andet dyr angriber dens rede og prøver at spise dens æg, spiser hunnen dem på forhånd. Når disse dyremødre spiser deres afkom, forhindrer de dermed, at rovdyr opnår deres mål. De drager også nytte af den energi, de får fra denne kannibalisme, så de kan reproducere igen.

3. Ikke alle dyremødre spiser deres afkom

I havverden finder vi også eksempler på, at dyreforældre spiser deres afkom – men denne gang er det fædrene.  Det er det interessante tilfælde med sandkutlingen (pomatoschistus minutus), som efter at have befrugtet æggene hos adskillige hunner vælger at blive og passe på dem, indtil de klækker.

Problemet opstår, når et af æggene er for lang tid om at klække. Eftersom hannen ikke forlader reden, indtil alle ungerne er klækket, spiser han dem nogle gange for at kunne fortsætte sin søgen efter nye æg at befrugte.

Som konklusion har vi set betydningen af at opretholde en balance i omkostningerne ved at få unger. Ellers kan både kuldet og forældrene dø. Endnu en gang forklarer vi misforståelser, som forhindrer os i at forstå de andre levende væsener omkring os.