Elsker de os stadig, efter vi efterlader dem?

Min kærlighed til jer er stærkere end døden. Jeg vil altid elske jer, også efter i efterlader mig.
Elsker de os stadig, efter vi efterlader dem?

Sidste ændring: 09 januar, 2021

Efterladelse af hunde er fortsat et stort problem mange steder, men elsker de os stadig, efter vi efterlader dem? Tallene af efterladte hunde stiger endda, og der bliver ikke gjort noget. Vi er vant til at se sagen fra et menneskeligt perspektiv.

Nogle mennesker efterlader dem uden dårlig samvittighed, andre mennesker elsker dem og fyldes med sorg og forargelse. Men hvad med hundene selv, elsker de os stadig, efter vi efterlader dem?

Hvad med at se sagen fra hundens perspektiv? Hvordan forstår de situationen? Vi vil fortælle en bevægende historie om en hvalp, der fortæller oplevelsen fra sin side. Der er ingen større loyalitet, end den hunde viser os mennesker. For ja – de elsker os, efter vi efterlader dem.

Tak for din kærlighed, selvom du efterlader mig

Hund i snor

Jeg er altid den første, der står op i huset. Jeg ved ikke engang, om solen er stået op, men jeg kan ikke sove mere. Der er stadig lang tid, til mine mennesker vågner op. Ups! Døren åbner sig, og de er allerede klædt på! Skal vi allerede ud og gå?

De kommer ud med et par kufferter, hvad mon de er til? Skal vi flytte igen? Det er min snor! Vi skal ud og gå. Jeg tror ikke, jeg kan hoppe højere, end jeg gør nu, for at vise dem, hvor meget jeg sætter pris på, at de tager mig ud og gå. Jeg elsker at gå en tur med min far om morgenen. Jeg kan huske hver eneste gåtur, vi har været på.

Mor har allerede sat kufferterne ind i bilen. Skal de på ferie igen? Jeg vil ikke tilbage på hundehotellet igen. De behandler mig ikke godt. Jeg vil med mine mennesker på ferie!

Med på tur

Far hjælper med at pakke bilen og… vent! Han sætter også mig ind i bilen. Okay – jeg skal på ferie! Tak, mine elskede mennesker, for al jeres kærlighed og omsorg. For at i ikke lader mig være alene hjemme, mens i er på ferie.

Pludselig stopper bilen. Gudskelov, for jeg skal virkelig tisse! Jeg går ud og tisser, mor kæler med mig og far kaster en bold. De har endda tænkt sig at lege med mig undervejs! Hvordan kan jeg nogensinde takke dem, for al deres kærlighed?

Jeg løber efter bolden så hurtigt jeg kan, jeg vil slå min rekord, så de er stolte af mig. Jeg fanger bolden og vender snuden mod bilen. Men bilen? Hvor er den blevet af?

Jeg ser mig desperat omkring. Jeg løber rundt, fuld af fortvivlelse og prøver at få øje på dem i det fjerne. Mor. Far. Hvor er i? Jeg vil finde jer og sige tak til jer – for at tage mig ud og lege og for al jeres omsorg.

De elsker os stadig, efter vi efterlader dem

Jeg går med snuden nedad, uden at forstå hvad der er sket. Måske glemte de, at jeg stadig var her, og kommer tilbage efter mig? Jeg begynder at gå, jeg er bange. Der er ingen på vejen, og bilerne kører forbi hurtigt. Hvor er mine mennesker? Jeg har brug for jer.

Lidt efter ankommer jeg i en by. Børnene kommer hen til mig. Jeg tror, de kan lide min pels. En dame kaster et stykke mad efter mig, som om jeg var en gadehund. Eller er jeg? Jeg føler mig beskidt og ved ikke, hvor lang tid der er gået. I virkeligheden sætter jeg pris på, at damen gav mig noget mad. Jeg er blevet sulten.

Der er en mand i sort tøj, hvorfor løber han efter mig? Jeg kan ikke lide hans store sko. Det er vidst bedst jeg løber væk. Hvad er det, de har kastet over mig? Jeg kan ikke løbe. Det ligner en slags net. Jeg vidste, de sko ikke var godt nyt.

Hvor er der koldt inde i den her bil. Der er ikke noget varmt og blødt sæde som i mine forældres bil. Måske tager den sortklædte mand mig hjem til dem. Måske kender de hinanden.

Jeg tror ikke, mine forældre er taget herhen på ferie. Her er grimt og fyldt med kolde bure, der skinner. Nej, sæt mig ikke ind i buret! Der kan jeg jo ikke løbe. Jeg vil hellere kunne hoppe. Jeg vil ikke kunne spise herinde. Hvornår kommer jeg ud og gå? 

Jeg vil bare hjem igen… De elsker os stadig, efter vi efterlader dem

Hund med sin familie

En dag tager de mig ud af buret. Jeg tænker stadig, om de mon har fundet min familie. Eller om de er kommet for at hente mig. Men de sætter mig op på de kolde bord igen og laver en masse undersøgelser.

I dag har de en stor nål. Jeg må heller blive siddende, jeg kan ikke slippe væk. De andre gange gjorde det kun lidt ondt. Og de siger altid, det er for mit bedste. Men den gør mig meget træt. Jeg vil sove. Jeg må hellere lægge mig ned, jeg bliver helt svimmel.

Nu forstår jeg pludselig alt. Nu kan jeg se alt heroppe fra. Jeg forstår, at min familie har efterladt mig. Måske fordi jeg allerede var blevet lidt gammel. Jeg kan se, de har fået en ny hund, der ligner mig meget. Jeg kigger på dem, men uden at blive vred.

Jeg er blot glad for al den kærlighed, de har givet mig – de gjorde mig til en glad hund. Og mine elskede forældre, hvis jeg kunne komme tilbage til livet, og jeg havde et valg, ville jeg vælge jer igen. Selvom i efterlader mig, vil jeg altid elske jer.

Min kærlighed til jer er stærkere end døden. Jeg vil altid elske jer, også efter i efterlader mig.