Saigaantilopen: På grænsen til udryddelse

Saigaantilopen er i alvorlig fare for at uddø, og ulovlig krybskytteri er ikke den eneste trussel. Læs videre for at lære om, hvordan klimaforandringer har udryddet mere end 90 % af bestanden de seneste 20 år.

Saigaantilopen er et interessant dyr, som har oplevet en skarp nedskæring på bestanden de seneste år. Forskere rundt om i verden arbejder hvileløst på at undgå en total uddøen.

Saigaantiloper er vandrere og lever på stepper og semitørre områder i Centralasien. I løbet af et enkelt år vandrer de gennem Kasakhstan, Mongoliet, det sydlige Rusland, Turkmenistan og Usbekistan.

De rejser i gennemsnit omkring 1.000 km om året. De vandrer normalvis fra nord til syd, og tilbage igen. Visse forskere har også observeret mere uregelmæssige, nomadelignende vandringer.

Det mest karakteristiske aspekt ved saigaantilopen er nok dens opsvulmede snude. Den er et produkt af en fantastisk evolution og fungerer som et luftfilter.

Saigaantiloper har en stor, fleksibel næse, der har en kompleks intern struktur med flere funktioner. Under vandringen filtrerer deres næser luften for at holde støv og skidt væk fra lungerne.

Om vinteren opvarmer deres næser luften, før den når ned i lungerne, hvilket hjælper dem med at holde en meget mere stabil kropstemperatur.

Til foråret vandrer hunnerne til parringsområder. Disse områder har været præcist de samme mange år: Store marker med højt græs.

Desværre er ulovlig krybskytteri stadig en stor trussel for saigaantilopen. Deres horn sælges for store beløb på det sorte marked. I Kina har hornene en meget stor traditionel værdi.

Masseudrydelse af saigaantilopen

Til stor ærgelse for mange naturbevaringsgrupper er krybskytteri ikke den eneste trussel mod saigaantilopen. Der findes også en stille fjende, som har udryddet mere end 90 % af bestanden.

I 2015 døde omkring 200.000 saigaantiloper på blot få dage. Forskere var lamslåede ved synet af det, da tusindvis af dem bare kollapsede, uden nogen åbenlys grund, på de kasakhiske prærier.

De var alle samlet i deres sædvanlige parringsområder, da katastrofen indtraf. Mange eksperter, heriblandt bl.a. dyrlæger, zoologer og økologer, sagde, at de aldrig havde set noget lignende.

Efter grundig analyse udledte forskerne, at årsagen til den pludselige død var en alvorlig bakterieinfektion i blodet. Infektionen fremkaldte indre blødning og bakteriel blodforgiftning.

Nylige undersøgelser har vist, at spredningen af den dødelige bakterie skete på grund af klimaet på det givne tidspunkt: Stor fugt og varme. Efter analyser af historiske beviser og undersøgelse af antiloperne, nåede forskere frem til en overraskende konklusion.

Katastrofen i 2015 er ikke det eneste tidspunkt, hvor et stort antal saigaantiloper er døde på kort tid. En stor del af bestanden er pludseligt døde flere gange i historien.

Forskerne opdagede, at hver gang dette er sket, har der været sammenlignelige vejrforhold. Men hvordan førte dette fugtige, varme vejr til spredning af sygdom?

Globale klimaændringer, vandring og smittende sygdom

Klimaændringer er noget, der er begyndt at bekymre mange regeringer og mennesker rundt om i verden. Det er også værd at huske, at klimaændringer ikke kun påvirker mennesker.

De forøgede klimaforandringer, siden den industrielle revolution, har haft alvorlige konsekvenser for plante- og dyrelivet i hele verden. Ændringerne i klimaet (ofte temperaturstigninger) har tvunget mange arter til at migrere til områder, hvor der er bedre forudsætninger for at overleve.

Mange planter og dyr reagerer på temperaturstigningerne ved at vandre mod køligere klimaer. Det betyder også, at mange insekter med smitsomme sygdomme flytter.

Som temperaturen stiger, og klimaerne ændrer sig, sker det samme for regnperiodernes mønster. Regnrelaterede sygdomme fra tropiske områder – ofte fra myg – er eksempelvis begyndt at sprede sig ude af kontrol.

Problemerne med varme klimaer

Forskere har længe vidst, at varme klimaer er perfekte miljøer for spredning af sygdomme. Bakterier formerer sig meget hurtigere i varme og fugtige områder.

I forhold til saigaantilopen findes bakterien, der er ansvarlig for massedøden, i dens næsebor. Vi ved nu, at det var temperaturstigningen, der forårsagede den hurtige spredning af de bakterier, som dræbte så mange antiloper.

Hvis vi, som art, vil hjælpe med at holde dyr som saigaantilopen i live, er vi nødt til at sænke produktionen af bl.a. skadelige drivhusgasser. Dette er kun en af mange arter, hvis overlevelse afhænger af, hvordan vi håndterer klimaforandringerne.