Tuien: New Zealands ekspert i nektar
For at lære mere om dyret i fokus i dagens artikel, er vi nødt til at rejse flere tusinde kilometer til skovene i New Zealand. Der finder du tuien, en nysgerrig og intelligent fugl med en særlig forkærlighed for nektar. Har du aldrig hørt om dem? I denne artikel fortæller vi dig alt om dem.
Hvad er en tui?
Tui (Prosthemadera novaeseelandiae) er det eneste medlem af familien Prosthemadera. Den tilhører ordenen Passeriformes og har fået sit navn fra det maoriske sprog. Denne orden omfatter faktisk mere end halvdelen af verdens fuglearter. Medlemmer af denne gruppe er almindeligt kendt som passeriner eller spurvefugle.
De mest bemærkelsesværdige kendetegn ved passerinerne inkluderer deres relativt lille statur og det særegne arrangement af deres tæer.
Tuien: Generelle karaktertræk
Som vi allerede har nævnt, er tuien en forholdsvis lille fugl, der måler mellem 25 og 35 cm. Hannerne vejer normalt mellem 70 og 150 g, mens hunnerne (som typisk er mindre) normalt vejer mellem 55 og 100 g.
Deres krop er dækket med en mørk eller sort fjerdragt med nogle lysere brune pletter langs skuldrene og flankerne. Når lyset skinner på deres fjer, vil du dog bemærke en iriserende glans af blå og grøn. De har også en markant dusk af hvide fjer på halsen, hvilket gør dem let genkendelige.
Tuien har et temmelig markant og støjende kald, og mange har rapporteret, at de er i stand til at efterligne en lang række lyde og ord, ligesom en papegøje. De har også et bredt udvalg af komplekse kald og sange, hvor hver fugl udvikler sin egen individuelle sang.
Tuien: En nektar-kender
Tuien får hovedsageligt sin næring fra nektar, som den høster fra mange forskellige blomster. Den har imidlertid en særlig forkærlighed for den newzealandske hørplante (Phormium sp.) Kowhai-træet og kakabeak (Clianthus sp.).
I et perfekt eksempel på coevolution har blomsterne af disse planter faktisk udviklet sig til at have den samme form og krumning som tuiens næb, hvilket gør det lettere for dem at udtrække nektaren.
Ud over nektar spiser tuien også en række frugter, insekter, frø og pollen. Når det kommer til mad – og til at forsvare deres territorie – kan disse små fugle blive meget aggressive. For at forsvare deres territorium eller en særlig nektarrig plante, vil tuien puffe sig op for at virke større og skræmme rivaliserende fugle væk.
Levested og bevarelse
Tuien bor i store dele af New Zealand, med et stort antal, der bor på nordøen og visse dele af sydøen. Forskere har også opdaget en anden underart, der bor på Chatham-øerne.
Mens de foretrækker skovregioner, vil du også se dem flyve gennem byområder såsom hovedstaden Wellington. Disse dyr foretrækker at leve alene eller i par, selvom du sjældent ser dem danne større grupper.
Med koloniseringen faldt antallet af tuier markant. Dette skyldtes hovedsageligt ødelæggelsen af deres levesteder og introduktionen af invasive, rovdyrarter. Heldigvis er de ikke i øjeblikket i alvorlig fare for udryddelse. Den Internationale Union for Bevaring af Naturen (IUCN) har klassificeret dem som en lavrisiko-art.
Alle citerede kilder blev grundigt gennemgået af vores team for at sikre deres kvalitet, pålidelighed, aktualitet og validitet. Bibliografien i denne artikel blev betragtet som pålidelig og af akademisk eller videnskabelig nøjagtighed.
- Hill, S. D., Amiot, C., Ludbrook, M. R., & Ji, W. (2015). Seasonal variation in the song structure of tui (Prosthemadera novaeseelandiae). New Zealand Journal of Ecology, 39(1), 110-115
- Hill, S. D., Ji, W., Parker, K., Amiot, C., & Wells, S. (2012). A comparison of vocalisations between mainland tui (Prosthemadera novaeseelandiae novaeseelandiae) and Chatham Island tui (P. n. chathamensis). New Zealand Journal of Ecology, 37(2), 214-223.
- Dilks, P. E. T. E. R. (2004). Population status, breeding and ecology of Chatham Island tui (Prosthemadera novaeseelandiae chathamensis). Notornis, 51(4), 217-226.