Hvorfor har gylden sjakal så dårligt et omdømme?

20 januar, 2020
Gylden sjakal er et meget socialt dyr med jagtvaner. Selvom den har haft et dårligt omdømme i mange år, er det hele bare vildledning. I dag vil vi give dig en chance for at opdage dette interessante dyr med europæisk oprindelse.

Gylden sjakal, også kendt på latin som Canis aureus, er en af de hundearter med den største globale udbredelse. Den lever på mange områder i Europa og Sydasien.

Udbredelsen af denne art, der på nuværende tidspunt finder sted i Europa, er en kilde til bekymring for forskere, miljøfolk og lokale. Denne bekymring ligger primært i de mulige negative effekter, som tilstedeværelsen af dette dyr kunne have på området.

Frygten for, at de vil have en negativ effekt på andre bestande af vilde dyr betyder, at de har et omdømme for at være onde rovdyr. På grund af dette er der nu en usikkerhed med hensyn til reglerne om bevaring af den gyldne sjakal.

Der er endda et behov for at redegøre for oprindelserne af disse bestande af sjakaler. Disse arter forblev på en måde fraværende i det meste af Europa indtil det 19. århundrede. Det er på dette tidspunkt, at de begyndte at udbrede deres territorium langsomt.

Dynamikkerne af deres udbredelse ændrede sig siden slutningen af det 20. århundrede, hvilket er tidspuntet, hvor arterne ret hurtigt begyndte at blive udbredt i Europa.

Levested, reproduktion og livscyklus

Ulveunger stå i vildt landskab

Gylden sjakal er den mest udbredte art af sjakaler. Denne art foretrækker åbne marker, tørre enge og steppe. De har meget energi, sikkert fordi de er jægere.

Med hensyn til reproduktion, lever denne art i par og er yderst monogame. I de fleste sjakal-familier er der en eller to voksne medlemmer, der refereres til som “hjælpere”.

Hjælperne er de sjakaler, som bliver hos deres forældre i mindst et år efter at have nået den kønsmodne alder. Det er altså uden at reproducere. De bliver for at kunne hjælpe med at passe på det næste kuld, hvilket kan bestå af så meget som ni unger.

Drægtighedsperioden for en gylden sjakal er 63 dage. Fødselsvægten er 200 til 250 gram og ungerne får lov at die i omkring otte uger. Begge forældre sørger for mad og beskyttelse til dem. Ifølge nogle studier, når dette dyr desuden den kønsmodne alder, når de er omkring 11 måneder, og de kan leve op til 16 år i fangenskab.

Sjakaler er altædende. Så de spiser ikke kun kød. Gylden sjakal indtager faktisk omkring 54% af deres føde fra dyr og 46% fra planter.

De kan godt lide at spise store bytter såsom unge gazeller. De spiser dog også gnavere, harer, fugle og endda deres æg. Reptiler, frøer, fisk, insekter og frugter er også på listen. Når de er tvunget til det, har de ikke noget problem med at æde ådsler.

Økonomisk vigtighed for mennesker: Positiv og negativ

Gylden sjakal er et kapital for verdens helbred, eftersom de spiser noget af det affald og ådsler i byerne, som de lever i. De gavner landbrug ved at holde bestanden af gnavere nede.

Når dette dyr avler i fangenskab, kan den blive ret tam. De er temmelig tæmmede og opfører sig lidt ligesom hunde. Undtagen det faktum, at de forbliver sky overfor fremmede og ikke giver dem lov til at komme for tæt på.

Som med alt andet kan sjakaler også have en negativ indvirkning på menneskets måde at leve på, fordi de ofte ødelægger afgrøder og angriber flokke af får. Ved at være et vildt jagtdyr kunne disse dyr desuden også nemt få og sprede hundegalskab.

Bevaringsstatus for gylden sjakal

Gylden sjakal med bytte

Gylden sjakal hersker i Europa uden nogen trussel for udryddelse. Ifølge kategorierne og kriterierne for IUCNs røde liste over truede dyrearter er dette en art af mindst bekymring.

Gylden sjakal anses selvfølgelig som en potentiel invaderende art i alle baltiske lande og dets status kræver en forsigtig bedømmelse. For at en fremmed art skal være invaderende, skal den ankomme, overleve og trives.

Selvom der er en eksponentiel øgning i størrelsen på deres bestand, som i Ungarn, er de andre to kriterier endnu ikke opfyldt.

Er gylden sjakal udstødt uden nogen god grund?

Ulv hviler sig i solen

Udbredelsen af den gyldne sjakal til Nordeuropa er åbenlyst resultatet af naturlig migrering. Der er derudover ikke noget bevis på deres ødelæggende effekt på de lokale vilde dyr. Der er heller ikke nogen større klager over, at den gyldne sjakal forårsager skade på husdyr rapporteret i Europa.

Forskere mener, at rapporterne om sjakaler, der angriber kvæg i ny og næ, er overdrivelser og det kan også være på grund af fejlidentificering. Denne konklusion kommer fra inspektion og retsmedicinske undersøgelser anvendt i nogle af de rapporterede sager.

Med hensyn til mulige helbredsrisici, indikerer nylige studier, at mængden af parasitter hos den europæiske gyldne sjakal er lig med eller mindre end den, der er hos andre kødædere. Disse indebærer den røde ræv og grå ulv i området. Der er heller ingen rapporter om en sjakal, der angriber mennesker.

Af disse grunde er bekymringerne omkring seriøs negativ indvirkning på grund af udbredelse af den gyldne sjakal i Europa ubegrundet.

Hvilke forbehold bør der tages?

Udbredelsen af den gyldne sjakal i store territorier lader til at retfærdiggøre begyndelsen på internationale aktiviteter fokuseret på håndtering af arterne i Europa. Flere agenturer foreslår, at det er på tide at udvikle strategier og dokumenter på tværs af grænser.

Disse strategier bør vær ligesom håndteringen af de store kødædere i Europa. Gylden sjakal går ind under arten Annex V i EU´s habitatdirektiv. De skal dermed modtage lovmæssig beskyttelse i alle EU´s medlemslande. Bemærk, at det har flere juridiske implikationer at bryde denne regel.

Vi håber, du har nydt denne artikel.

  • Trouwborst, A., Krofel, M., & Linnell, J. D. (2015). Legal implications of range expansions in a terrestrial carnivore: the case of the golden jackal (Canis aureus) in Europe. Biodiversity and Conservation, 24(10), 2593-2610.
  • Macdonald, D. W. (1979). The flexible social system of the golden jackal, Canis aureus. Behavioral Ecology and Sociobiology, 5(1), 17-38.
  • Giannatos, G., Marinos, Y., Maragou, P., & Catsadorakis, G. (2005). The status of the golden jackal (Canis aureus L.) in Greece. Belgian Journal of Zoology, 135(2), 145.
  • Yom-Tov, Y., Ashkenazi, S., & Viner, O. (1995). Cattle predation by the golden jackal Canis aureus in the Golan Heights, Israel. Biological Conservation, 73(1), 19-22.