Koalaen er en mester i at tilpasse sig til miljøet

Blandt nogle af de mange spændende fakta om koalaen skiller dens særlige kost sig ud, eftersom den kun spiser eukalyptusblade. Læs med for at lære mere!
Koalaen er en mester i at tilpasse sig til miljøet
Luz Eduviges Thomas-Romero

Skrevet og kontrolleret af biokemiker Luz Eduviges Thomas-Romero.

Sidste ændring: 21 december, 2022

Koalaen (Phascolarctos cinereus) er et pungdyr, som vi altid forbinder med dets hjemland, Australien. Det videnskabelige navn for denne primitive skabning betyder “askegrå posebjørn”.

Koalaen er den sidste levende art i familien af fascoli, som er pungdyr, der blev udryddet for millioner af år siden. Dens eneste tætte levende slægtning er wombatten (af Vombatidae familien). Sammen med andre uddøde familier udgør den den formindskede underorden af Vombatiformes.

Et enestående pattedyr

Det er spændende at vide, at ordet koala på det oprindelige sprog betyder “intet vand”. Det antyder til det faktum, at dette dyr ikke bevæger sig for at lede efter vandkilder. Man mener derfor, at dyret får alt det vand, det har brug for, fra de eukalyptusblade, den spiser.

Uden tvivl var det en overlevelsesstrategi at spise eukalyptusblade, så koalaen ikke skulle konkurrere med andre dyr om føde. De samme tilpasninger, som gav den mulighed for at overleve på denne føde, gør dog også denne art sårbar i dag.

Det skyldes, at eukalyptusskove bliver udtømt. At forstå og dele de specifikke behov hos koalaer er derfor endnu et trin i indsatsen for at bevare dem.

Koala med unge på ryg

Eukalyptusblade, en meget specifik kost for koalaen

Gennem evolution begyndte koalaen at leve af en kost næsten udelukkende baseret på eukalyptusblade. Det er karakteristisk, fordi ud af de 600 eukalyptusarter, som vokser i dens leveområde, spiser den kun omkring 30 af dem.

Fra et ernæringsmæssigt synspunkt er eukaluptysblade en ringe fødevare, der er rig på fiber og fattig på nitrogen. En stor tilpasning, som denne art gennemgik, for at være i stand til at fordøje omkring 1,4 kg eukalyptusblade om dagen er at have udviklet en tarmdel, der hedder cæcum.

Denne del er omkring 1,8 meter lang, hvilket er meget længere end de fem centimeter, den måler hos mennesker. Takket være denne lange cæcum har de en øget mikrobiel fermenteringsevne, hvilket forbedrer deres optagelse af ernæring. Cæcum holder på det vand, som bladene indeholder.

Tilpasning til toksicitet

Der er en grund til, at ikke mange dyr spiser eukalyptus. Det er en plante rig på tannin og andre meget giftige komponenter (terpener for eksempel), som også er ustabile komponenter, der afgiver en karakteristisk lugt.

For at kunne drage nytte af eukalyptusblade som føde udviklede koalaen adskillige strategier:

  • Ideelt spyt. Det indeholder proteiner, som binder til tannin og hæmmer deres effekt.
  • En specialiseret lugtesans. Koalaer lugter næsten altid nøje til deres mad, før de spiser det. Efter eksperter sekventerede koala-genomet, fandt de ud af, at sammenlignet med andre arter har dette dyr flere olfaktoriske receptorgener.
  • Følsom gane. De identificerede også en udbredelse af de vomeronasale receptor (klasse 1) gener (V1Rs), som passer med en øget evne til at opdage giftige plantesekundære metabolitter ved at smage på dem.

Tarmbakterier er nøglen til at leve af eukalyptusblade

Koalaer diegiver i 12 måneder. I omkring seks måneder begynder moderen at forberede ungen på sin kost bestående af eukalyptus. Moderen indtager dermed bladene og producerer afføring, som ungen spiser direkte fra sin pung.

Sammensætningen af denne afføring er meget anderledes end den ved almindelig afføring, hvor den ligner indholdet af cæcum mere. Det har faktisk en høj koncentration af de bakterier, som lever der. Ungen spiser af denne afføring i omkring en måned. Eksperter anser det som en overgangskost, for at den kan være i stand til at indtage den voksne kost alene.

Når den bliver født, indeholder tarmene hos koalaen ikke disse bakterier. Uden dem ville den ikke være i stand til at få nok næringsstoffer fra planter.

Koalaen ved, hvordan man holder på vand

Ifølge studier af koalaers adfærd har eksperter slået fast, at fugten, som eukalyptusblade indeholder, er dette dyrs primære kilde til vand. På trods af det suppleres dets indtag af vand også af regnvand og morgendug.

For at gemme den største mængde af vand i kroppen reducerer koalaen næsten fugten i dens afføring fuldstændig. Det er grunden til, at dens afføring er kugler, som minder meget om dem hos kameler.

Det er dog overraskende at vide, at koalaens nyrefunktion ikke ligner den hos andre dyr, som har tilpasset sig til ørkenen. I stedet er den typisk for dyr, som lever i miljøer, hvor der er masser af vand til rådighed.

En af hemmelighederne til at leve “uden vand” blev for nylig afsløret, da eksperter udførte en analyse af koala-genomet. Studiet fandt ud af, at deres tunge kunne levere for meget af et protein med et stort tilhørsforhold til vand, aquaporin. 

Dette karaktertræk giver koalaer evnen til at “smage vand” og selektivt indtage bladene med mere fugt.

Koalaen smiler, når den sover

Smuk, men truet

Under Naturbeskyttelsesloven 1992 af Parlamentet i Queensland, Australien, er koalaer klassificeret som sårbare i hele Australien og er beskyttede arter. I 2012 skønnede den videnskabelige komité for truede arter et gennemsnitligt fald på 28% i bestanden af koalaer.

Denne rate er delvist påvirket af en stor reducering i skovene i Australien, der lider under tørke.


Alle citerede kilder blev grundigt gennemgået af vores team for at sikre deres kvalitet, pålidelighed, aktualitet og validitet. Bibliografien i denne artikel blev betragtet som pålidelig og af akademisk eller videnskabelig nøjagtighed.


  • Mella, V. S., McArthur, C., Krockenberger, M. B., Frend, R., & Crowther, M. S. (2019). Needing a drink: Rainfall and temperature drive the use of free water by a threatened arboreal folivore. PloS one, 14(5).
  • Morton, S. R., & Dickman, C. R. (2008). The mammals of Australia. 132-133.
  • Wu, H. (2018). Influence of leaf chemistry on dietary choice and habitat quality of koala (Phascolarctos cinereus) populations in southwest Queensland. https://espace.library.uq.edu.au/view/UQ:5f8b2c4/s4195339_phd_finalthesis.pdf?dsi_version=65216c02100992e8a9de6322690451ea
  • Brice, K. L., Trivedi, P., Jeffries, T. C., Blyton, M. D., Mitchell, C., Singh, B. K., & Moore, B. D. (2019). The Koala (Phascolarctos cinereus) faecal microbiome differs with diet in a wild population. PeerJ, 7, e6534.
  • Osawa, R., Blanshard, W. H., & Ocallaghan, P. G. (1993). Microbiological studies of the intestinal microflora of the koala, Phascolarctos cinereus. II. Pap, a special maternal feces consumed by juvenile koalas. Australian Journal of Zoology, 41, 611–620.
  • Johnson, R. N., O’Meally, D., Chen, Z., Etherington, G. J., Ho, S. Y., Nash, W. J., … & Peel, E. (2018). Adaptation and conservation insights from the koala genome. Nature genetics, 50(8), 1102-1111. https://www.nature.com/articles/s41588-018-0153-5?dom=scribd&src=syn
  • Mella, V. S., Orr, C., Hall, L., Velasco, S., & Madani, G. (2020). An insight into natural koala drinking behaviour. Ethology. https://onlinelibrary.wiley.com/doi/10.1111/eth.13032
  • Degabriele, R. (1980). The physiology of the koala. Scientific American243(1), 110-117.
  • Laurin, M., Everett, M. L., & Parker, W. (2011). The cecal appendix: one more immune component with a function disturbed by post‐industrial culture. The Anatomical Record: Advances in Integrative Anatomy and Evolutionary Biology, 294(4), 567-579.

Denne tekst er kun til informationsformål og erstatter ikke konsultation med en professionel. Hvis du er i tvivl, så konsulter din specialist.