Sådan behandler man hudinfektioner hos hunde

23 januar, 2020
Hudinfektioner, som dukker op hos hunde, kaldes "pyoderma" og er bakterielle.

Hudinfektioner hos hunde er mere gængse, end du måske tror. Hvis de ikke får dem behandlet korrekt, kan disse infektioner sprede sig fra hundens hud til deres andre organer. De kan endda forårsage blodforgiftning og være livstruende.

Disse infektioner er endt som pyoderma og kan vise sig på forskellige måder. Disse inkluderer overfladisk pyoderma og dyb pyoderma. Det første udvikles kun i epidermisvæv, hvilket er det yderste lag på huden. Den anden type kan skade dermis og de dybere væv.

De mest gængse symptomer på overfladisk pyoderma er rød eller skællende hud, papler, pustler, skorper, hårtab og et kløende udslæt. Dyb pyoderma resulterer sjældent i et kløende udslæt. Det kan dog godt efterlade mere smertefulde hudlæsioner.

I de fleste tilfælde producerer dyb pyoderma sår, furunkel (betændelse) og knuder, som kan udskille blod og andre infektiøse væsker.

Det er bedst at være meget forsigtig omkring hudinfektioner hos hunde. I de fleste tilfælde er disse infektioner zoonotiske, hvilket betyder, at mennesker også kan blive smittet med dem. Staphylococcus intermedius og Staphylococcus aureus er to bakterier, som oftest forråsager disse infektioner.

Anvendelse af speciel shampoo til at behandle hudinfektioner

Det er bedst at behandle pyoderma både lokalt og systemisk. Til lokal behandling er shampoo det bedste valg, da det trænger godt ned i huden. De mest gængse typer shampoo indeholder:

  • Benzoylperoxid
  • Ethyllatat
  • Klorhexidin
  • Povidon-iod

Anvendelse af shampoo hjælper med at fjerne beskadiget hud, hvilket med tiden hjælper sår og udslæt med at hele, samtidig med at det lindrer hundens smerte. Det er bedst at bruge denne shampoo mindst to gange om ugen, selvom en dyrlæge bør bekræfte, hvor hyppigt det bør bruges.

Anvendelse af fluorquinoloner til at behandle hudinfektioner hos hunde

Fluorquinoloner er en type af bredspektret antibiotika. Det betyder, at de kan bekæmpe en bred vifte af bakterier. Disse antibiotika er effektive i behandling af 85,4% af hudinfektioner hos hunde, men var ineffektive i 4,6% af tilfældene.

Eksempel på hudinfektioner hos hunde

Det primære problem ved at bruge fluorquinoloner er, at de kan forårsage bakteriel resistens. Som et resultat, efter en patient har modtaget behandlingen, bliver nogle bakterier resistente overfor antiobiotika, selvom de oprindeligt kunne behandles.

De begynder så at formere sig ved en fænomenal hastighed, hvor de producerer nye, uhelbredelige infektioner.

Anvendelse af rifampicin til at behandle hudinfektioner hos hunde

Rifampicin er en anden gruppe af antibiotika, der typisk bliver brugt til at bekæmpe dyb pyoderma. Disse typer antibiotika kan behandle infektioner i dybe væv. I den rette koncentration, kan de faktisk dræbe bakterier fuldstændig.

Rifampicin er også et bredspektret antibiotika. De kan derfor også forårsage bakteriel resistens, præcis ligesom fluorquinoloner.

Bakterier kan forårsage hudinfektioner hos hunde

Hvordan kan man behandle sin hund, hvis den har en hudinfektion?

Du kan som regel afgøre, hvordan du skal behandle en hudinfektion ud fra, hvad der har virket i fortiden. Alt afhængig af graden af infektionen, kan antiseptiske midler eller lokal antibiotika være effektiv behandling. Disse inkluderer mupirocin og fusidinsyre.

Dyrlæger giver kun systemisk antibiotika til de mest seriøse tilfælde. Den udbredte anvendelse af disse typer af medicin, uden tidligere mikrobiologisk forskning, har dog ført til en øgning i bakteriel resistens.

Det har også ført til, at andet antibiotika, såsom penicillin og methicillin, bliver brugt ukorrekt. Dette kan gøre dem ineffektive i behandling af Staphylococcus.

Hvis du tror, din hund måske har en hudinfektion, så er det bedst at tage dem til dyrlægen så hurtigt som muligt. Nogle hudlæsioner kan nogle gange forårsage andre sygdomme, såsom allergi, hundegalskab eller leishmaniasis.

Hvis en dyrlæge giver antibiotika, er det dog meget vigtigt, at du følger instrukserne om dosering meget nøje. Dette vil hjælpe med at sikre, at du får de ønskede resultater og undgår bakteriel resistens.

  • Beco, L., Guaguère, E., Lorente Méndez, C., Noli, C., Nuttall, T., & Vroom, M. (2013). Guía para el uso de antibióticos sistémicos en el tratamiento de infecciones cutáneas. Parte I: diagnóstico en base a la presentación clínica, citología y cultivo. Veterinary Record, 2013, 72-78.
  • Castellanos, L., Rodríguez, M., & Santos, A. (2011). Aislamiento e identificación bioquímica de microorganismos bacterianos a partir de infecciones de piel en caninos. Revista de Medicina Veterinaria, 1(22), 21-30.
  • Carlotti, D. N., & Atance, A. (1997). El empleo de la rifampicina en el tratamiento de las piodermas profundas crónicas del perro: revisión bibliográfica y presentación de trece casos clínicos. Clínica veterinaria de pequeños animales, 17(4), 0211-226.
  • Denamiel, G., Puigdevall, T., Más, J., Albarellos, G., & Gentilini, E. (2009). Prevalencia y perfil de resistencia a betalactámicos en estafilococos de perros y gatos. InVet, 11(2), 117-122.
  • González, J. L., Bravo, V., Peña, A., & Beral, M. (2006). Dermatología. Eficacia terapéutica del orifloxacino (Orbax) en el tratamiento de la pioderma canina: un estudio cínico abierto. Clínica veterinaria de pequeños animales, 26(1), 0009-12.
  • Herrera-Arana, V., González, J., & Iglesia-Quilca, D. (2006). Actualización en el manejo de antibióticos en las infecciones superficiales de piel y partes blandas. Acta medica peruana, 23(1), 32-34.
  • RÍOS AM, B. M., Ortiz, G., Ayllón, T., Smit, L., Rodríguez, D. M., & Sánchez, D. A. (2015). Staphylococcus multirresistentes a los antibióticos y su importancia en medicina veterinaria. Clínica Veterinaria de Pequeños Animales AVEPA, 35(3), 149-161.