Rævehaj: Habitat og karaktertræk
Rævehaj er en art af bruskfisk med en karakteristisk lang hale. Det er et udbredt dyr med fantastisk mobilitet og aktivitet, der gør det muligt for den at bevæge sig mellem overfladen og dybt vand ganske hurtigt. Reproduktionen hos disse dyr er deres største hindring, og eksperter anser det for at være en yderst sårbar haj.
Der er tre hajarter, der kaldes “ræve”. I denne artikel fokuserer vi imidlertid kun på Alopias superciliosus. Læs videre for at lære mere om dette enorme marinedyr.
Rævehaj: Levested
Rævehajer lever i tropisk og tempereret hav fra overfladen ned til 700 meter. Det er en temmelig aktiv og modstandsdygtig svømmer, der kan foretage lange vandreture på op til 2.400 kilometer. Det optimale habitat for denne art er i varmt vand, da det er her, de største eksemplarer findes.
Fysiske karaktertræk
Det særlige ved denne haj er den øverste del af halen, som er meget lang og slående. Denne hale kan være lige så lang som dens krop, og faktisk når de største eksemplarer 4,5 meter i samlet længde.
Dens krop ligner andre hajers: Cylindrisk, robust og med en langstrakt kegleformet snude. Derudover har den 5 mavefinner, med en ret reduceret sjette rygfinne, som er placeret nær halen. Alle er ubevægelige og hjælper hajen med at bevare sin position i vandet, bortset fra flydefinnen, som er den eneste med mobilitet.
Deres kroppe har den typiske farve for hajer, da de er blågrå på ryggen, men med hvide farver på maven. Selvom Alopias-slægten indebærer tre forskellige arter, adskiller den sig fra resten på grund af sine store øjne.
Rævehaj: Adfærd
Denne haj er en ensom svømmer, der ofte søger varmt vand. Derudover er bestanden adskilt efter alder og køn. Nogle eksperter anser dette for at være en strategi, der forbedrer deres overlevelse. På grund af dette grupperes hunner, hanner og unger forskellige steder i havet.
Ifølge en artikel i det videnskabelige tidsskrift Marine Ecology Progress Series holder denne haj normalt til på 200 eller 500 meters dybde i løbet af dagen og tæt på overfladen om natten. Det skyldes, at den takket være øjnene let kan observere sit bytte ved hjælp af solens refleksion, mens den om natten stiger til overfladen på grund af mangel på lys.
Rævehaj: Fodring
Dens vigtigste fødevarer er skoler af blæksprutter og fisk, hvorfor den betragtes som et specialiseret rovdyr. Blandt de mest almindelige arter i deres kost er fladrygget havskildpadde, Humboldt-blæksprutten, lanternefisken og Stillehavskummelen.
Halen på denne haj spiller en vigtig rolle i dens kost, da den bruger den til at bedøve og vende sit bytte. Dette gøres ved hjælp af krusninger, der hvirvler i vandet og bedøver offeret. Den bruger også halen som en pisk, slår hårdt og lammer målet.
Rævehaj: Reproduktion
Denne haj har en ovoviviparøs reproduktion med en drægtighedsperiode på et år og kuld på to unger. Under deres udvikling udviser afkommet en adfærd, der kaldes ovofagi, som består af at fodre med moderens ubefrugtede æg. For at gøre dette udvikler de midlertidige embryonale tænder, der vil gå tabt før fødslen.
Arternes afkom måler mellem 60 og 105 centimeter ved fødslen og modnes omkring 12 års alderen. Desuden er forældreplejen minimal, da de ved fødslen er uafhængige, men forbliver i et særligt område, hvor de er beskyttet af flere hunner. Når de vokser, migrerer de til nye steder og adskiller sig efter alder.
Denne haj formerer sig årligt, men har ikke en defineret parringstid. De kan få unger når som helst på året.
Bevaringstilstand
Ifølge International Union for Conservation of Nature er rævehajen en sårbar art. Dette skyldes det faktum, at de producerer få afkom pr. kuld, og at de desuden udnyttes af fiskerivirksomheder.
Trusler for rævehajer
Den største trussel, som disse dyr har, skyldes selektivt og tilfældigt fiskeri. En af grundene til deres store efterspørgsel er påskønnelsen af deres kød, finner, hud og lever. På grund af dette forsøger fiskere over hele verden at fange dem.
På det asiatiske kontinent er der et betydeligt marked for deres finner, da de er en del af en traditionel kinesisk ret. De mest efterspurgte dele af dyrene er imidlertid deres kød og lever. Det skyldes, at førstnævnte bruges til madlavning, mens olier med et højt vitaminindhold ekstraheres fra sidstnævnte.
Heldigvis har Den Internationale Kommission for Bevarelse af Tunfisk i Atlanterhavet og Tunfiskkommissionen i Det Indiske Ocean forbudt fangst af denne haj. Selvom indsatsen endnu ikke bærer frugt, har flere lande forpligtet sig til at samarbejde om deres bevarelse med formålet om at beskytte havets biodiversitet.
Alle citerede kilder blev grundigt gennemgået af vores team for at sikre deres kvalitet, pålidelighed, aktualitet og validitet. Bibliografien i denne artikel blev betragtet som pålidelig og af akademisk eller videnskabelig nøjagtighed.
- Moreno, J., & Morón, J. (1992). Reproductive biology of the bigeye thresher shark, Alopias superciliosus (Lowe, 1939). Marine and Freshwater Research, 43(1), 77-86.
- Preti, A., Kohin, S., Dewar, H., & Ramon, D. (2008). Feeding habits of the bigeye thresher shark (Alopias superciliosus) sampled from the California-based drift gillnet fishery. CalCOFI Rep, 49, 202-211.
- Aalbers, S. A., Bernal, D., & Sepulveda, C. A. (2010). The functional role of the caudal fin in the feeding ecology of the common thresher shark Alopias vulpinus. Journal of Fish Biology, 76(7), 1863-1868.
- Nakano, H., Matsunaga, H., Okamoto, H., & Okazaki, M. (2003). Acoustic tracking of bigeye thresher shark Alopias superciliosus in the eastern Pacific Ocean. Marine Ecology Progress Series, 265, 255-261.
- Polo-Silva, C., Baigorrí-Santacruz, Á., Galván-Magaña, F., Grijalba-Bendeck, M., & Sanjuan-Muñoz, A. (2007). Hábitos alimentarios del tiburón zorro Alopias superciliosus (Lowe, 1839), en el Pacífico ecuatoriano. Revista de biología marina y oceanografía, 42(1), 59-69.
- Polo Silva, C. J. (2008). Ecología trófica de los tiburones zorro Alopias pelagicus NAKAMURA, 1935 y Alopias superciliosus (Lowe, 1839) en el Pacífico Ecuatoriano (Doctoral dissertation, Instituto Politécnico Nacional. Centro Interdisciplinario de Ciencias Marinas).
- Polo-Silva, C. A. R. L. O. S., Rendón, L., & Galván-Magaña, F. E. L. I. P. E. (2009). Descripción de la dieta de los tiburones zorro (Alopias pelagicus) y (Alopias superciliosus) durante la época lluviosa en aguas ecuatorianas. Pan-American Journal of Aquatic Sciences, 4(4), 556-571.
- Weng, K. C., & Block, B. A. (2004). Diel vertical migration of the bigeye thresher shark (Alopias superciliosus), a species possessing orbital retia mirabilia. Fishery Bulletin, 102(1), 221-229.
- Matsunaga, H., & Yokawa, K. (2013). Distribution and ecology of bigeye thresher Alopias superciliosus in the Pacific Ocean. Fisheries science, 79(5), 737-748.
- Berrondo, L., Pons, M., Forselledo, R., Miller, P., & Domingo, A. (2007). Distribución espacio-temporal y composición de tallas de Alopias superciliosus y A. vulpinus observados en la flota palangrera uruguaya en el Océano Atlántico (2001-2005). ICCAT Collective Volume of Scientific Papers, 60, 566-576.
- Chen, C. T., Liu, K. M., & Chang, Y. C. (1997). Reproductive biology of the bigeye thresher shark, Alopias superciliosus (Lowe, 1839)(Chondrichthyes: Alopiidae), in the northwestern Pacific. Ichthyological Research, 44(2), 227-235.
- Navia, A. F., Mejía-Falla, P. A., & Caicedo, J. (2011). Guía para la identificación de especies de tiburones y rayas comercializadas en el Pacífico colombiano. Squalus, Fundación Colombiana para la Investigación y Conservación de Tiburones y Rayas.