Knivmuslinger: Adfærd og levested

27 januar, 2020
Knivmuslinger er et af de mest gængse og højst værdsatte bløddyr af kokke og madentusiaster rundt om i verden.

Med deres karakteristiske form og anerkendte kulinære værdi, er de fleste personer bekendte med knivmuslinger. De er gængst fundet i de fleste af havene på planeten og er emnet i denne artikel.

Hvilken form for dyr er knivmuslinger?

Knivmuslinger er hvirvelløse dyr, som hører til bløddyrfamilien. Det er en af de største dyregrupper. Der findes omkring 100.000 arter i denne gruppe, som er til stede i næsten alle områder på planeten. Dette indebærer ikke de uddøde arter.

Indenfor bløddyrfamilien falder knivmuslinger under Bivalvia klassificeringen. 
Dets navn refererer til artens mest bemærkelsesværdige karaktertræk. Disse muslinger har et par plader eller skaller, som danner et knivformet ydre lag for at beskytte deres bløde krop.

Et usædvanligt kendetegn ved disse muslinger er dog, at de hverden har fangarme eller et karakteristisk hoved. Alle bløddyr er akvatiske dyr, så de har tilpasset deres adfærd og spisevaner til livet under vand.

Mange knivmuslinger ligger i bunke

Generelle karaktertræk for knivmuslinger

“Knivmusling” er det generelle navn, der er givet til bløddyr i Ensis slægten. Der er 13 arter, der gængst refereres til som knivmuslinger, knivfisk eller barberknivmuslinger. Deres navn refererer til ligheden mellem formen på deres skal og formen på en kniv eller barberblad.

Selvom bløddyrets form kan variere en smule alt afhængig af arten, er de som regel mellem 8 og 20 cm lange. Deres skaller, også kaldt ventiler, er lange, symmetriske og kan være flere forskellige farver, lige fra blå-hvid til brun. Skallerne er dog som regel ikke samme tykkelse, så de kan nemt gå i stykker.

Derudover er knivmuslinger unisex, hvilket betyder, at befrugtning finder sted udenfor deres kroppe. Muslingerne frigiver æggene og sæden ud i omgivelserne, hvor befrugtning senere finder sted. Som et resultat, flyder larverne i vandet, indtil de bliver voksne. De flytter sig derefter ned til deres naturlige levested, havbunden.

Levested

Det ideelle levested for knivmuslinger er havbunden, især hvis det ikke er for dybt. De findes faktisk gængst ved Middelshavets strande, i Atlanterhavet og Nordsøen.

En musling i vandkant

Disse muslinger bruger en særlig grave-teknik til at grave sig selv ned i havbunden. De bruger deres lange og kraftfulde fod til at skabe et lille vertikalt hul på bunden. 

Når hullet begyndet at blive fyldt med sand og vand igen, placerer muslingen meget hurtigt hele kroppen, inklusiv skallerne, i hullet. Den begraver dermed sig selv fuldstændig. Dette hjælper muslingerne med at undgå et hvert uheldigt møde med deres fjender.

Spisevaner og ernæringsmæssig værdi af knivmuslinger

Alle arter af knivmuslinger, uanset deres levested, spiser de samme ting: PlanktonPlankton er en gruppe af akvatiske, frit-svømmende mikroorganismer. Muslingers spisevaner er tæt forbundet med måden, de begraver sig selv på i havbunden.

Som nævnt bruger muslingerne deres muskuløse fod til at grave sig selv ned i havbunden. Dette skaber en strøm af vand, som muslingerne bruger til at filtrere føden gennem deres gæller.

I forhold til madverden, er kødet fra disse bløddyr et af de mest værdsatte og mest spiste, både når det er friskt og konserveret. I mange kystområder, danner knivmuslinger en vigtig del af den typiske kost. 

Populariteten af disse muslinger har dog også en negativ side. Den store efterspørgsel efter nogle arter, såsom Ensis macha, udsætter en trussel for bevarelsen af disse bløddyr.

  • Márquez, F., & Van Der Molen, S. (2011). Intraspecific shell-shape variation in the razor clam Ensis macha along the Patagonian coast. Journal of Molluscan Studies77(2), 123-128.

 

  • Darriba, S., & Miranda, M. (2005). Impacto del descenso de la salinidad en la reproducción de la navaja (Ensis arcuatus). VIII Foro dos Recursos Mariños e da Acuicultura das Rías Galegas, 239-242.

 

  • Barón, P. J., Real, L. E., Ciocco, N. F., & Ré, M. E. (2004). Morphometry, growth and reproduction of an Atlantic population of the razor clam Ensis macha (Molina, 1782). Scientia Marina68(2), 211-217.