Hvad er en dyregeneration?
På dette tidspunkt er det, vi kender som en dyregeneration, væsenet eller sættet af væsener, som dukker op i en bestand efter reproduktionen af deres forældre.
Der er tre primære funktioner, som definerer levende væsener: Ernæring, forhold og reproduktion. En levende organisme har brug for ernæring for at kunne udvikle og opretholde sig selv. Den har brug for at relatere til andre individer og sine omgivelser, og den skal også reproducere og efterlade afkom.
Selvom det kan synes relativt simpelt, vil hver nye dyregeneration være nødt til at stå over for store udfordringer, måske anderledes end dem, deres forældre stod overfor.
Genetikken, de modtog fra deres forældre, som kommer fra mange tidligere generationer, er derfor nøglen til overlevelse. Ønsker du at vide alt, hvad der er involveret i en dyregeneration? Læs med.
Dominerende og recessive gener
Når to dyr parrer sig og producerer afkom, forventer vi, at de får halvdelen af moderens genetiske byrde og halvdelen af faderens. Med andre ord forventer vi, at afkommet er en blanding mellem de to. Vi observerer dog ofte afkom, som ligner den ene forælder mere end den anden, så hvorfor sker dette?
Indenfor DNA finder vi dominerende gener og recessive gener. En dyregeneration kan vise fysiske karaktertræk, som ikke har noget at gøre med dens forældres.
Forestil dig for eksempel et par sorte kaniner, som har hvide kaniner som deres forfædre. Hvad kan der være sket her? Måske er genet, der afgør den sorte farve hos kaniner, et dominerende gen. Hvis det er tilfældet, at indenfor genetik for hårfarve har forældre et dominerende gen og et recessivt, så vil den sorte farve dukke op.
Når de reproducerer, bærer kønscellerne (æg og sæd) kun det recessive gen. Kaninungerne har derfor ikke nogen anden mulighed end at blive hvide.
Forestil dig nu, at alle sorte forældre forsvinder. Af en eller anden grund ville den genetiske information gå tabt, og kun den hvide kanin ville eksistere. Den hvide pels er desværre ikke den mest optimale pels, med mindre man lever i sne. Dette eksempel kan forklare, hvordan genetisk tab påvirker en dyregeneration.
Dyregeneration, indavl og truede arter
Genetisk diversitet er nøglen til en arts overlevelse. Når en bestand gennemgår en reducering i diversiteten, har den en større sandsynlighed for at forsvinde.
Antallet af gener, der er til stede i en bestand, er en måling af genetisk diversitet. Jo flere gener der er til stede, jo større genetisk diversitet.
Hyppigheden, som disse gener bliver produceret med i bestanden, påvirker også størrelsen på den genetiske diversitet, eftersom små spontane mutationer kan øge variationen af gener over tid.
Med hver dyregeneration kan denne genetiske diversitet øges. Hvis denne tendens overføres til evolutionær tid, er det en af grundene til, hvorfor nye arter dukker op på planeten.
Årsager til indavl
En af grundene til, hvorfor dyr kommer på listen over truede dyrearter, er indavl. Selvom de virkelige årsager faktisk er skovrydning, tab af levesteder, fragmentering og vilkårlig jagt, som forårsager isolationen af en bestand. Indavl er konsekvensen af disse faktorer.
Der er to typer af indavl. Den ene er vilkårlig og utilsigtet, mens den anden er tilsigtet. I det første tilfælde resulterer den forsætlige parring af tæt relaterede dyr såsom søskende eller forældre og unger i et brutalt tab af genetisk diversitet. På samme tid fører det til forekomsten af genetiske sygdomme og lavere resistens over for patogener.
Denne type indavl er den, som opstår blandt vilde dyr, når antallet af individer er faldet meget på grund af mangel på steder at leve. Ligeledes opstår det hos de dyr, som er blevet isoleret som et resultat af fragmentering. Disse bestande har som skæbne at forsvinde.
På den anden side finder vi vilkårlig indavl som et resultat af genetisk drift. Genetisk drift er en evolutionær kraft, som sammen med naturlig udvælgelse forårsager ændringer i frekvensen af gener over evolutionær tid.
Når en art har en lav allelfrekvens, og alle dens alleler er den samme for et gen, kan enhver forstyrrelse i miljøet forårsage dets forsvinden. Det er derfor, nogle arter forsvinder hurtigere end andre, når mennesker nedbryder et aspekt af deres økosystem.
Strategier til at undgå indavl med hver dyregeneration
I naturen har hver art indenfor velbalancerede økosystemer sine egne strategier til at undgå indavl og dermed øge genetisk variation i hver generation.
I nogle dyregrupper såsom løver er der et matrilinealt hierarki. Indenfor det bliver hunnerne for hver generation som regel i flokken, mens hannerne forlader den.
Indimellem ankommer en ny han og begår barnemord, så hunnerne går i brunst. Hvor uhyrligt det end lyder, sikrer denne adfærd bestanden en ny genetisk byrde, som vil styrke arten.
I andre tilfælde er spredningen af afkommene for at komme væk fra deres forældre og være i stand til at skabe nye par nøglen til at undgå indavl. Store migrationer er et andet godt eksempel på spredning i massevis og med store distancer.
I sidste ende vil store grupper af individer – som genetisk er meget forskellige fra hinanden – samles for at finde mager og reproducere.
Ødelæggelsen af levesteder forårsager en reducering i territorierne, som mange arter har etableret. Muligheden for at finde nye steder at slå sig ned og dermed skabe en ny generation af genetisk forskellige dyr forsvinder næsten.
Forsvinden af en art er ikke resultatet af en enkelt årsag. Det er ikke vilkårlig jagt, som slå arter ihjel, men snarere mangel på et sted at leve og at være tvunget til at reproducere med tæt relaterede individer, som får en art til at forsvinde.
Alle citerede kilder blev grundigt gennemgået af vores team for at sikre deres kvalitet, pålidelighed, aktualitet og validitet. Bibliografien i denne artikel blev betragtet som pålidelig og af akademisk eller videnskabelig nøjagtighed.
- Andersen, L. W., Fog, K., & Damgaard, C. (2004). Habitat fragmentation causes bottlenecks and inbreeding in the European tree frog (Hyla arborea). Proceedings of the Royal Society of London. Series B: Biological Sciences, 271(1545), 1293-1302.
- Charlesworth, B., & Charlesworth, D. (1999). The genetic basis of inbreeding depression. Genetics Research, 74(3), 329-340.
- Schultz, S. T., & Willis, J. H. (1995). Individual variation in inbreeding depression: the roles of inbreeding history and mutation. Genetics, 141(3), 1209-1223.
- van Arendonk, J. (2015). Textbook Animal Breeding and Genetics for BSc students. Centre for Genetic Resources The Netherlands and Animal Breeding and Genomics Centre